Diabetisk øjensygdom

Hvis man har sukkersyge (diabetes), kan man udvikle forandringer i øjnene, og dette kaldes diabetisk øjensygdom. Uanset hvilken type diabetes, man lider af, vil man kunne få forandringer i øjnene. Den hyppigste forandring sker i øjets nethinde og skyldes forandringer i de små blodkar, der skader nethinden. Man kan ikke selv mærke, om disse forandringer er på vej, før det næsten er for sent. Det er derfor vigtigt at få foretaget regelmæssige øjenundersøgelser (screening), så rettidig behandling kan påbegyndes, og synet kan bevares.

Hvad er diabetes?

Diabetes er en tilstand hvor blodsukkerniveauet er for højt og kan, hvis ubehandlet, blive til en alvorlig tilstand. Der findes to overordnede typer: type 1 diabetes og type 2 diabetes. De to forskellige sygdomme deler de samme følgesygdomme. Omkring 300.000 danskere har diabetes, hvoraf størstedelen på ca. 10% har type 1 og ca. 80% har type 2. De resterende ca. 10% har sjældnere former for diabetes såsom type 1½ diabetes, sekundær diabetes, graviditetsdiabetes og arvelig diabetes.

Når vi indtager mad eller drikke, omdanner kroppen det til bl.a. glukose og frigiver det til blodet, hvorefter blodsukkeret stiger. Glukose er en vigtig bestanddel, da det er hovedenergikilden for kroppens celler. For at regulere mængden af sukker, der skal ledes fra blodet ud i kroppens væv, skal vi bruge et hormon, der hedder insulin. Insulin produceres af vores bugspytkirtel og frigives når blodsukkeret stiger. Hvis man ikke har diabetes, udskiller bugspytkirtlen præcis den mængde insulin, der er nødvendig for at regulere glukoseniveauet i blodet. Ved diabetes fungerer dette system enten ikke optimalt eller slet ikke. Personer med ubehandlet sukkersyge af alle undertyper har derfor for meget glukose i blodet. Ved type 1 diabetes kan bugspytkirtlen ikke producere noget insulin overhovedet. Ved type 2 diabetes kan bugspytkirtlen ikke producere nok insulin, eller også virker insulinen ikke tilstrækkeligt. Hvis der ikke er nok insulin, kan cellerne ikke optage glukosen fra blodet, og derfor vil glukosen ophobe sig i blodbanen og starte en kaskade af forskellige problemer, herunder diabetisk øjensygdom.

Hvad er symptomerne på diabetisk øjensygdom?

Diabetisk øjensygdom er typisk en snigende tilstand. Den bemærkes sjældent af patienten selv, før betydelige skader er opstået, og det optimale behandlingstidspunkt er forpasset. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt regelmæssigt hos en øjenlæge allerede fra diagnosetidspunktet. Det hyppigste symptom ved diabetisk øjensygdom er sløret syn. Synssløringen opstår typisk grundet hævelse i macula, der ligger centralt på øjets nethinde (se illustration 1). Et mere sjældent symptom er pludseligt tab af syn, hvilket oftest skyldes en blødning i glaslegemet.

Illustration 1: Øjets anatomi © Øjenlægecenter Viborg

De fleste personer med sukkersyge vil på et tidspunkt opleve små forandringer på nethinden. En mindre del af disse personer vil få komplicerede forandringer, der kræver behandling. Herudover vil man typisk udvikle grå stær tidligere end normalt.

Hvis en behandlingskrævende diabetisk øjensygdom forbliver ubehandlet, kan der opstå senkomplikationer såsom vedvarende synsnedsættelse som følge af kronisk blødning i glaslegemet, nethindeløsning eller grøn stær.

Hvordan behandles diabetisk øjensygdom?

Et behandlingsforløb indledes med, at øjnene undersøges. Undersøgelsen retter sig mod forskelligt væv i øjet med særligt fokus på nethinden. I nethinden findes mange små blodkar, der er særligt udsatte i forbindelse med diabetes. Specialudstyr benyttes til at fotografere det indre øje, og undersøgelserne suppleres ofte med en mikroskopi og muligvis skanning af nethinden. Ved moderate til svære diabetiske øjenforandringer, som af øjenlægen vurderes til at være synstruende, kan en laserbehandling af nethinden foretages. Laserbehandlingen er ambulant og foregår i lokalbedøvelse.

Kan man selv forbedre diabetisk øjensygdom?

Risikoen for diabetiske forandringer og synstab er lille, hvis en stram blodsukker-, kolesterol- samt blodtryksregulering opretholdes allerede ved sygdommens debut. Man bør undlade tobaksrygning, begrænse alkoholindtag og undgå overvægt samt dyrke regelmæssig motion. For at bremse diabetiske øjenforandringer i tide bør man gå til regelmæssig screening hos en øjenlæge.

Læs flere artikler om øjensygdomme og behandlinger

Grå stær

Alderssyn

Linsetyper